Østre Anlæg, Østerbro
Et stemningsfuldt grønt åndehul mellem Østerbro og Indre By
I Østre Anlæg slynger grusstierne sig gennem det kuperede landskab, over små broer og forbi søer, gamle træer og skjulte bænke. Her kan du gå en tur langs søerne, læse en bog på en bænk i skyggen eller udforske parkens legepladser med børnene. Her er nemlig plads til både bevægelse og fordybelse.
Østre Anlæg er også et oplagt udflugtsmål for kunstinteressede. Rundt omkring i parkens grønne kroge gemmer der sig skulpturer og monumenter, som indbyder til at gå på opdagelse. Du finder desuden Statens Museum for Kunst og Den Hirschsprungske Samling i parken, og du kan med andre ord kombinere natur og kunstoplevelser i verdensklasse.
Trænger du derimod til komplet ro, kan vi anbefale en pause på en af bænkene under pergolaen i Rosenhaven, et af parkens mest fredfyldte hjørner, hvor blomster og fuglesang skaber en særlig stemning af nærvær og fordybelse. Her føles storbyen langt væk og årstiderne helt tæt på.
Parken blev anlagt på Københavns tidligere voldanlæg, der indtil slutningen af 1800-tallet omgav byen. I dag lever historien videre i landskabet, hvor gamle bastioner, søer og bløde bakker bærer tydelige spor af den gamle befæstning. Det er netop disse historiske spor, der giver Østre Anlæg sin særlige karakter og adskiller parken fra andre grønne rum i København.
Lokalt tip
Byder vejret på sol og varme kan du i morgentimerne opleve Østre Anlæg fra sin mest stille side, mens solen filtreres op gennem trækronerne. Siger vejrmeldingen derimod sne og frost, er der garanti for sus i maven ned ad en af Københavns bedste kælkebakker bag ved Statens Museum for Kunst.
Museum
Fugleliv
Skraldespand
Bus
Vand
Udsigt
Toilet
Statue
Skulptur
Græs
Grus
Buske
Bænke
Træer
Legeplads
